Ét leje, én specifikation
93–100 % klinoptilolit — og her er resten af databladet.
Klinoptilolit er en naturlig zeolit — et vulkansk mineral, hvis krystalgitter bærer en permanent negativ ladning og er gennemhullet af porer med en fast størrelse. Ladningen holder på positivt ladede ioner. Porerne holder på vand. Ingen af delene slides op.
Gitteret er bygget af silicium og ilt, og cirka hvert sjette hjørne er aluminium i stedet for silicium. Aluminium bærer én positiv ladning mindre, så hele strukturen ender med at være svagt negativ — millioner af gange. Positive ioner driver ind og parkerer i tunnelerne: natrium, kalium, calcium. Når ammoniumholdigt vand passerer, overtager ammonium de pladser, og natrium kører. Det bytte hedder ionbytning og er mekanismen bag hver eneste anvendelse på denne side.
Porerne er 0,43 nm brede. Det er bredt nok til en hydratiseret ammoniumion og alt for smalt til en bakterie — derfor sætter bakterier sig på ydersiden af kornene i stedet for inde i dem, og i et indkørt filter river de ammonium af igen og genoplader mineralet på stedet.
Specifikation
- Indhold af klinoptilolit
- 93–100% (XRD)
- Kationbytningskapacitet
- 108–146 meq/100 g
- Rumvægt
- 650–850 kg/m³
- pH
- 7,0–8,0
- Specifikt overfladeareal
- 40 m²/g
- Porediameter
- 0,43 nm
- Hårdhed (Mohs)
- 2–3
- Glødetab
- 6,4–15,8%
- Na₂O
- 0,3–1,3%
- Kvarts
- 0–2%
To tal, vi retter
Overfladearealet er 40 m²/g. Man ser 500–1.000 m²/g anført for klinoptilolit i hele branchen. De tal hører til syntetiske zeolitter eller til en helt anden måling. Vores er 40 m²/g, fra vores eget datablad.
Hårdheden er 2–3 på Mohs' skala, altså blødt. I de fleste anvendelser betyder det ingenting. I et permanent vækstlag under trafik kan det betyde noget, og vi gennemfører slidprøvning, før vi anbefaler den dér.